5.

Jason og Farryn stod og stirrede på hinanden i tavshed. Farryns bryst hævede og sænkede sig hurtigt med hendes forjagede vejrtrækning, mens tårerne løb ned ad kinderne. Jason stod rank som en pæl, spændt og parat til hvad end, der måtte komme imod ham. Farryn var den første, der slog blikket ned. Med et skarpt åndedrag vendte hun hele kroppen bort og kneb hårdt om næseryggen.

„Jeg ved ikke, hvem jeg er længere, men jeg ved, hvem jeg ikke er. Jeg har måske mistet min ulv, men jeg kommer aldrig til at slå mig sammen med dem.“

Jasons kæbe strammede, mens han lagde armene over brystet. Det kriblede i ham efter at gå frem og tilbage, men han turde ikke tage øjnene fra hende.

At miste sin ulv burde have drevet hende til vanvid, og måske var det også tilfældet, og hun gjorde det bare mindre, end det var. En del af hendes sjæl manglede. Det kunne forklare, hvorfor hun havde været så underligt afklaret med at sulte sig ihjel.

„Hvem var hun?“

Spørgsmålet tog Farryn på sengen. Hun snappede hovedet tilbage mod Jason, øjnene blev store. Han troede på hende.

„Namia. Hun var smuk, så klog og så stærk. Hendes pels havde den mest varme, rustrøde farve, og hendes øjne var grønnere end mine.“

Farryn lød så længselsfuld, når hun talte om sin ulv. Det var ikke ofte, man kendte sin ulvs navn; som regel var det kun dem med blod fra de øverste rækker, der havde en så stærk forbindelse. Jason så, hvordan Farryn langsomt fik ro på sig. Tankerne om hendes bedre halvdel hjalp.

„Lad os tage hjem.“ mumlede han lavt, vendte på hælen og gik hurtigt væk gennem træerne.

Farryn blinkede én gang, tørrede øjnene og blinkede igen, før hun langsomt begyndte at følge efter. Var det rigtigt af hende at kalde flokken for sit hjem? Hjertet gjorde ondt ved tanken, men en lille del af hende syntes, det lød så rigtigt, at der ikke fandtes noget sted, hun hellere ville være.

Hun kastede et sidste blik over skulderen, klar til at sende et farvel i tankerne, da hun fik øje på en skikkelse mellem træerne, der stod iblandt ruinerne. Hun trak vejret skarpt ind af chok og blinkede, mens hun drejede kroppen, parat til at løbe hen mod skikkelsen. Men da hun blinkede igen, var den væk.

„Farryn?“ Jasons stemme lød så langt borte, men langsomt vendte hun sig tilbage mod ham. Bekymringen stod tydeligt i hans øjne.

„Undskyld. Jeg sagde bare farvel.“

Han nikkede tungt, som om han forstod. Hun havde ikke tænkt sig at fortælle ham, hvad hun havde set. Hun var ikke engang sikker på, hvad det havde været, og hun vidste, han allerede tvivlede på hendes stabilitet. Farryn fandt sin rytme ved Jasons side. Han gjorde ikke modstand og gav ingen tegn på misbilligelse.

Hendes blik gled langsomt hen over ham, et spørgsmål tydeligt i øjnene, men han ville ikke se på hende. Som om han vidste, at hun ville begynde at plage ham, hvis han gjorde.

„Jeg kan da ikke være den eneste, der føler sig helt åben og sårbar lige nu. Kan du ikke fortælle mig noget om dig selv?“ Hun forsøgte sig med et svagt lille grin for at skjule sin uro. Det var ikke ligefrem en hemmelighed, hun var nødt til at holde fast på, at hun var menneske, men man kunne ikke vide, hvordan nogle af hans flokfæller ville reagere, hvis de fik det at vide.

„Der er ikke noget at fortælle om mig.“ sagde han fladt. Den smule følelse, han havde vist hende, forsvandt igen, jo tættere de kom på flokken.

Farryn bed sig i underlæben, mens fingerspidserne trommede mod hendes lår, mens de gik.

„Vil du holde op med det?!“

Farryn fór sammen ved det pludselige knurr, der kom fra Jason. Hans øjne var rettet mod hendes, men med jævne mellemrum gled de ned mod læben, hun havde fanget mellem tænderne. Farryn rynkede brynene og greb fat i Jasons albue.

„Undskyld mig? Hvem tror du, du er?“ snappede hun vredt. Alfa-hanner var fandeme så nærtagende. Han rynkede panden, og hånden røg op i håret. Bevægelsen fik Farryn til at slippe hans arm.

„Undskyld, jeg… jeg ved ikke, hvad der gik af mig.“ Hans stemme var spag, som et barn, der var blevet taget i at spise slik før aftensmaden. Hendes overlæbe sitrede en anelse i begyndelsen til et snerre, men det føltes bare ikke rigtigt.

„Jeg forstår godt, at nogle fyre synes, hele den der ‘hjælpeløse, grædende kvinde’-ting er tiltrækkende, men det dér er pinligt.“ spyttede hun ud med smalle øjne, før hun satte i et bestemt tempo foran ham.

Hun kunne nærmest høre ham synke af forskrækkelse.

„Nej, Farryn, sådan foregik det ikke. Jeg er ikke sådan.“ Han smålo og forsøgte at slå det hen, som om alting var i orden. „Hold kæft!“ befalede hun skarpt. Til sin egen overraskelse røg hans hoved tilbage, som om hun havde givet ham en lussing, og han tav.

Blikket i hans øjne blev mørkere, og en knurren vibrerede dybt i brystet på ham. „Hvad var det?“ forlangte han, men hun havde intet svar. Han reagerede, som en underordnet ulv ville gøre over for en alfa, eller som en han kunne gøre, når hans mage udstillede ham. Men hun var ingen alfa, ingen ulv og bestemt ikke hans mage. Hun var lige begyndt at ryste på hovedet, da lyden af løbende skridt nærmede sig, og en ung han kom til syne.

„Alfa! Alfa!“ gispede han lavt, øjnene vidt åbne af bekymring. Han åbnede munden for at aflægge rapport, men så fik han øje på Farryn. Hun vendte hovedet væk, idet han rettede sit fjendtlige blik mod den unge ulv.

„Hvad?“ knurrede han. Den unge han fór sammen og slog hurtigt blikket ned. „Undskyld, Alfa, men der står mennesker ved den nordlige grænse, og de siger, de ikke går …“ Han trippede uroligt, før han naglede blikket fast på Farryn. „… før de får lov at tale med hende.“ Farryn og Jason stirrede på ham med store øjne. Havde han virkelig lige sagt det?

„Hvorfor?“ spurgte hun Jason. Forvirringen i både øjne og stemme gjorde det tydeligt, at hun ikke anede, hvem de mennesker var, eller hvorfor de ville tale med hende. Det forhindrede ikke Jason i at vende sig mod hende. Hans store hænder greb hårdt om hendes overarme, hans irisser hvirvlede, og himmelblå fra hans ulveøjne begyndte at sive ind i det chokoladebrune.

„Du var tæt på at narre mig,“ hvæsede han, mens hans hjørnetænder gled frem som en trussel. Den korte vrede, hun før havde haft i sig, blev skyllet væk af ny, rå frygt. Hendes krop begyndte at skælve, og hun rystede febrilsk på hovedet.

„Nej, nej, nej, Jason, nej! J-jeg løj ikke!“ Den unge han trak sig utilpas tilbage, mens Jasons greb strammede om hendes arme.

„Det hedder Alfa Jason for dig, og du kan prise dig lykkelig, hvis du nogensinde får dine dyrebare mennesker at se igen.“ Hans øjne slog over i blåt, mens han blottede tænder, og hans hænder strammede endnu en gang. Farryn gav et skrig af smerte, da hendes overarmsknogle knækkede i begge arme. Hendes syn flammede hvidt, og alt, hun kunne mærke, var den brændende smerte, der skar sig ind i hende. Hendes øjne rullede, og hun længtes efter at besvime, fordi smerten så ville forsvinde et øjeblik, når hendes bevidsthed slap den. Men hun kunne ikke tillade sig det, fordi hun vidste, han var parat til at slå hende ihjel her og nu.

„Jeg kommer aldrig til at kalde mig selv et menneske. Jeg er ikke en af dem!“ Farryn hev efter vejret og tvang øjnene til at fokusere. „Slip mig. Lad mig gå.“ Hans øjne hvirvlede igen, det brune blødte over i det blå, som om mand og dyr kæmpede om herredømmet. „Slip mig nu! Du har ingen ret til at røre mig, og du slipper mig … nu!“ Ligesom første gang hun snappede af ham, gled farven tilbage til brun, og denne gang blev hun hurtigt sluppet. Hun kæmpede imod den voksende trang til at slå ham, selv om hendes arme nu var brækket.

Begge hanner stod og stirrede i tavshed. Jason på hende, den unge på sin Alfa. Jasons kinder blev røde, men der var rædsel i hans øjne. Den unge han lagde hurtigt et neutralt udtryk på ansigtet, da hans alfa vendte sig mod ham. Han ville lade som ingenting, hvis det betød, at han selv fik lov at leve.

„Sig til dem, at hun kommer derhen snart,“ knurrede han. Til hans irritation kastede den unge ulv et blik mod Farryn, kun et lille ryk i øjnene. Hendes hage dykkede knap nok, men Jason så den mindste bevægelse. Den unge ulv vendte så om og løb hurtigt væk, så de to stod tilbage alene. Jason tog et par skridt væk, men vendte så brat tilbage mod hende. „Jeg vil have dig ud af mit territorium. Du taler med menneskene, får dem til at skride, og bagefter kommer du aldrig i nærheden af min flok igen efter i dag.“

Jason gad ikke engang se hende i øjnene, mens han talte, som om han ikke kunne få sig selv til det. Næsten som om han var bange for at møde hendes blik. Farryn trak vejret rystende ind. Hun måtte holde hovedet koldt trods den sviende smerte og rædslen, der hamrede i brystet, da hun satte kursen mod den nordlige grænse for at møde menneskene.