Kapitel 3: Brylluppet, første gang hun følte sig værdsat
Da Isabella kom tilbage til hotellet, var stylingholdet allerede ankommet.
"Du skal giftes, og alligevel render du rundt hele natten? Godt, det ikke er et bryllup hjemmefra, du har virkelig gjort familien til grin," kunne Sophia ikke lade være med at snære.
"Isabella, nu hvor John ikke vil have dig, hvem skal så betale dem?" spurgte Bianca højt, så hele stylingholdet tydeligt kunne høre det.
Isabella kom pludselig i tanke om, at det jo var familien Williams, der havde arrangeret både hotel og bryllup. Det havde hun helt fortrængt.
Makeupartisten opfangede Isabellas uro og sagde: "Frøken Taylor, De skal ikke være bekymret. Vi er hyret af hr. Johnson," og lod tydeligt forstå, at de intet havde med den John at gøre, som Bianca nævnte.
Isabellas telefon ringede; et ukendt nummer. Hun tog den og fandt ud af, at det var Michael.
"Hvordan har du fået mit nummer?" spurgte Isabella, idet det gik op for hende, at hun faktisk aldrig havde givet ham det.
Michael ignorerede spørgsmålet og sagde roligt: "Er stylisterne kommet? Du skal ikke bekymre dig om noget. Jeg har taget mig af alt til brylluppet. Du skal bare vente på, at jeg kommer og henter dig."
Hans rolige stemme virkede uventet betryggende.
"Tak," sagde Isabella stille, oprigtigt taknemmelig.
Hun var stadig nervøs for, at Michael måske ville fortryde sin impulsive beslutning fra dagen før, men samtidig var det pinligt for hende selv at trække sig. Så hun mindede ham forsigtigt om: "Hvis du fortryder, er der stadig tid til at aflyse brylluppet. Hvis du bare kan hjælpe mig med at få et bryllup, vil jeg være dig meget taknemmelig."
"Jeg fortryder aldrig mine beslutninger, og mit liv er ikke noget skuespil," svarede Michael og lagde så brat på.
Isabella tænkte for sig selv: Er Michael sur? Pyt. Vi bliver gift først, så ser vi. Måske har vi alligevel intet med hinanden at gøre efter brylluppet.
Da Isabella kom ud efter at være blevet stylet, kunne Bianca næsten ikke få øjnene fra hende.
"Mor, hendes tiara glimter helt vildt. Jeg vil have den. Og se kjolen! Det er brudekjolen fra min yndlingsdesigners klassiske kollektion, den som magasinet skrev slet ikke var til salg. Jeg vil have den! Mor!" Bianca greb ophidset fat i Sophias arm og nærmest råbte.
At se Isabella løbe med al opmærksomheden gjorde Sophia tydeligt utilpas.
Sophia fnyste: "Hvad er der at være misundelig på? Hun er blevet droppet af familien Williams. Der er ingen, der finder en ny mand på én dag. Hun bliver helt sikkert holdt af en gammel rigmand, sikkert ældre end din far. Hun har virkelig gjort os til skamme."
Sophias ord spredte sig som en løbeild, og snart gik der hvisken og sladder om, at Isabella blev holdt af en mand, der var ældre end hendes egen far, Aiden Taylor.
Der lød en larm ude fra gaden, og nogen råbte, at bryllupsbilerne var ankommet.
Sophia hev straks Bianca med sig udenfor, ivrig efter at se Isabella blive ydmyget.
Bryllupskortegen bestod udelukkende af luksusbiler, med en forlænget Rolls-Royce i spidsen.
Da Sophia så det, blev hun kun endnu mere overbevist om, at kun en stenrig gammel mand kunne stille med sådan en overdådig kortege.
Da Michael steg ud af Rolls-Roycen, var Bianca lige ved at græde af misundelse.
"Hold da op, hvor er han flot! Han er præcis min drømmemand," sagde hun og klemte sig ind til Sophias arm. "Mor, sagde du ikke, det var en gammel mand? Hvordan kan han se sådan der ud?"
Sophia, der fik ondt i armen af Biancas greb, skubbede hende irriteret væk. "Han er jo bare en skuespiller, de har hyret. En ung, flot og velhavende mand ville aldrig gifte sig med sådan en som Isabella."
Men efter Sophias bommert før var der ingen, der rigtig troede på hende denne gang. Folk stod i små klynger og snakkede lavmælt om Michaels unge alder, hans tydelige velstand, hans udseende og gættede ivrigt på, hvem han mon var.
Bruden skulle til at køres afsted til vielsesstedet.
Michael gik hen til Isabella, løftede hende op i armene, og en gispende lyd gik gennem forsamlingen.
Isabella havde aldrig før stået så meget i centrum.
Det var pralende, men hun elskede det!
Aiden kunne ikke lade være med at glo på de luksusbiler. Han havde aldrig set så mange forskellige modeller, og slet ikke siddet i én. Han valgte ivrigt en bil og sprang ind, som om den var hans egen. Denne kujonagtige, egoistiske mand, som altid gemte sig, når Isabella blev mobbet, var nu den første til at nyde luksussen.
Sophia og Bianca skyndte sig også hen for at få pladser, bange for at der ikke ville være nogen tilbage. Bianca forsøgte endda at snige sig ind i den forreste Rolls-Royce som brudepige, men blev stoppet af livvagterne.
Michael så det hele og forstod situationen.
Da Isabella steg ind i bilen sammen med Michael, lagde hun mærke til, at gaderne omkring hotellet var fyldt med mennesker, der stod og kiggede på. Det var næsten for meget.
"Hvorfor sådan et stort nummer ud af det?" Hun blev lidt urolig og tænkte, at Michael måske var gået for langt.
"Hvorfor? Kan du ikke lide det?" spurgte Michael.
Isabella rødmede, et smil sneg sig frem. Hun rystede på hovedet og sagde: "Nej, jeg kan godt lide det. Det er bare..." Ingen havde nogensinde gjort noget i den her skala for hende før; det var første gang.
Som om han kunne læse hendes tanker, prikkede Michael hende blidt på næsen og beroligede hende: "Bare rolig. Det har ikke kostet alverden. Det er bare venner, der hjælper til."
Isabella tænkte: Hvem er han egentlig? Hvordan kan han have så mange venner med luksusbiler?
Brylluppet blev holdt på det mondæne Royal Crest Resort, pyntet med orange roser, så det føltes, som om de var omgivet af varm, intens sol.
Præcis ved middagstid gav ceremonimesteren tegn til, at vielsen kunne begynde, men Michael sagde, at de skulle vente, fordi en vigtig person ikke var kommet endnu.
Isabella troede, det var en af hans slægtninge og sagde ikke noget.
Aiden derimod brummede: "Hvilken vigtig person? At komme for sent til sådan en begivenhed og lade alle andre vente, det er da helt hen i vejret."
En af værterne gav diskret tegn til, at personen nu var ankommet.
Michael ignorerede Aidens brok, tog Isabella i hånden og gik hen mod døren.
Isabella smilede yndefuldt ved Michaels side og forsøgte at skjule sin nervøsitet, så hun ikke gjorde ham forlegen over for den vigtige person.
De gik hånd i hånd hen til døren, og værten åbnede den langsomt. I det klare middagslys udenfor sad den vigtige person: Ella.
Hun bar en bordeauxrød kjole med blomster, hendes sne-hvide hår var pænt redt tilbage, og hun sad i en kørestol, hendes rynker foldede sig som en udsprungen blomst.
Isabella omfavnede Ella med begejstring. For hende var brylluppet først rigtigt fuldendt, nu hvor Ella var der.
Ella klappede blidt Isabella på ryggen og trøstede hende: "Isabella, jeg ved det hele. Du er blevet uretfærdigt behandlet, min kære Isabella. Heldigvis er det værste overstået. Michael er en god mand. Lev godt med ham."
Isabella nikkede kraftigt mod Ellas skulder.
Hun rejste sig og skubbede Ellas kørestol hen mod bryllupslokalet. Hun så på Michael og spurgte stille: "Har du sagt det til Mormor?"
Michael rystede på hovedet og hviskede i hendes øre: "Jeg så i firmaets papirer, at du havde en mormor, så jeg hentede hende."
Han lagde hånden på kørestolen, så de skubbede den sammen, og sagde med en stemme, kun de to kunne høre: "Isabella, du og jeg er ét. Hvis der er noget, må du sige det til mig."
Isabella svarede ikke, men tænkte: Du fortæller jo ikke mig noget om dine ting. Hvorfor skulle jeg så fortælle dig mine?
På trods af sine tanker kunne hun ikke skjule den glæde og sødme, der lyste ud af hendes ansigt.
Brylluppet var mest fyldt med brudens familie, mens brudgommens side kun havde få borde. Selve ceremonien var enkel men højtidelig og sluttede med et langt kys.
