Kapitel 5

"Stop. Kelvin. Du."

Penelope mærkede Kelvins hånd bevæge sig nedad, selv gennem tøjet kunne hun mærke varmen fra hans krop.

Hun var både flov og vred, og bed ham hårdt.

Kelvin skar ansigt af smerte og lod en dæmpet stønnen slippe ud fra halsen. Han greb fat om hendes talje og trak hende tættere på, som om han ville smelte hende ind i sine knogler.

"Stop. Se på mig. Ved du, hvem jeg er?"

Penelope skubbede Kelvin væk med kraft.

Hun stod foran ham, pjusket, gispende efter vejret, hendes bryst hævede sig med hvert ord.

Kelvin følte sig irriteret.

Han havde aldrig forventet at være så gentagne gange interesseret i Penelope!

Forbandet.

"Ud! Penelope! Du er datter af en morder, det gør mig syg at røre ved dig! Ud!"

Han brølede vredt.

Penelope anede ikke, hvad der var gået af ham, og med en hånd på brystet skyndte hun sig ud.

Lige da hun skulle til at forlade rummet, hørte hun Kelvins stemme igen.

"Penelope, du må hellere være klar til at opføre dig som en hund!"

Penelope tøvede ved døren, og så trak hun vejret lettet.

Hvis hun skulle blive i samme rum som Kelvin, ville hun hellere være en hund.

Hun greb et tæppe og lagde det ud ved Kelvins dør.

At være en hund? Sove ved hans dør?

Hun havde sovet i værre steder under sin tid på psykiatrisk hospital.

Sammenlignet med de steder var Kelvins dør luksuriøs; i det mindste var der tæppe og det blev rengjort dagligt.

Penelope lagde sig ned og faldt hurtigt i søvn, lyden af vand der løb i badeværelset gav en beroligende baggrundsstøj.

Kelvin blev i badeværelset, indtil hans vrede forsvandt, og kom så ud.

Han så Penelope sove ved døren, hendes allerede svage krop krøllet sammen til en lille kugle.

Kelvin følte en bølge af utilfredshed.

Denne kvinde kunne sove hvor som helst.

Han smækkede døren hårdt, den høje lyd vækkede Penelope.

Da hun indså, at det var Kelvins skyld, bandede Penelope stille, men måtte udholde det og forsøge at sove igen, uden at falde i dyb søvn i tilfælde af, at han pludselig kaldte på hende.

Morgenen kom.

Penelopes biologiske ur, skærpet på psykiatrisk hospital, vækkede hende naturligt.

Hun ordnede sine ting og stod ved Kelvins dør, med hovedet ned, forsøgende at gøre sig så usynlig som muligt.

Kelvin kom ud, med mørke rande under øjnene, og da han så Penelope veludhvilet, blev han endnu mere irriteret.

"Penelope, jeg vil se dig på kontoret om en time."

Kelvin havde ingen appetit til morgenmad, greb sin frakke og forlod i sin Rolls-Royce.

Penelope måtte gå til kontoret.

Da hun ankom, fandt hun stedet fyldt med en anspændt atmosfære.

Penelope ville ikke tiltrække opmærksomhed, så hun fandt et sted at sidde stille.

På det tidspunkt så Kelvins assistent, Ryan Parker, Penelope og skyndte sig over, og gav hende en stak dokumenter.

Ryan var den eneste i firmaet, der kendte Penelopes identitet.

Han skubbede Penelope til kontordøren, gav hende en tommelfinger op.

"Mr. Davis er i dårligt humør i dag, det er op til dig nu, held og lykke."

Penelope blev skubbet ind, lige i tide til at se Kelvin i et raseriudbrud.

Tre eller fem ledere stod foran Kelvin med hovederne bøjet lavt.

Kelvins bryn var så tæt sammenknebne, at de kunne knuse en flue, og han kastede vredt dokumenterne på bordet.

"Er det her det skrald, I har skrevet natten over? Ud! Lav det om!"

Penelope trak sig tilbage mod døren, lederne åndede lettet op og forlod hurtigt lokalet.

Kelvin bemærkede så Penelope.

Han tog dokumenterne, som Penelope rakte ham, og kastede dem nådesløst tilbage mod hende.

"Du kan også gå! Penelope, gå og gør rent på gulvet, det er det eneste, du dur til!"

Penelope forsøgte instinktivt at blokere dokumenterne, men de skar hendes håndflade, hvilket fik hende til at gispe og trække hånden tilbage.

Hun gjorde ikke noget stort nummer ud af det, men følte sig i stedet lettet.

Hun vendte sig om og forlod hurtigt med hovedet bøjet.

Ryan stod ved døren og forventede at se en grædende Penelope.

Trods alt var hun den nye brud, og på hendes første dag blev hun ydmyget sådan.

Men Penelope smilede.

For hende var det bedre at gøre rent end at være ved Kelvins side.

Ryan gik tilbage ind for at rapportere.

"Mr. Davis, Mrs. Davis' mor..."

"Flyt hende til et andet hospital, find de bedste læger. Og sørg for, at sikkerheden er i top."

Kelvin kiggede ikke engang op, han gav direkte ordrer.

Ryan var forvirret; han troede, Kelvin og Penelope var i totterne på hinanden, men nu det her?

"Hvad er der? Kan du ikke gøre det?"

Kelvin stoppede, hvad han var i gang med, da han så, at Ryan stadig stod der.

Ryan nikkede hurtigt.

"Jeg får det gjort med det samme. Forresten, Mrs. Davis gør rent i lobbyen."

Kelvins udtryk ændrede sig ikke, som om han ikke havde hørt det.

Han sagde til sig selv, at han gjorde det for bedre at kunne true Penelope.

Imens var Penelope i gang med at moppe gulvet, hendes ryg smertede, men hun fortsatte arbejdet.

Pludselig stormede en kvinde vredt ind.

Hun så ikke, hvor hun gik, og sparkede Penelopes rengøringsspand omkuld.

Vandet sprøjtede overalt og gennemblødte kvinden.

Hun skreg, "Din idiot! Hvem har sagt, du skulle stille spanden her!"

Kvinden var Kelvins påståede forlovede, Audrey.

Hun havde hørt fra Lily.

Kvinden fra den aften var virkelig blevet gift ind i familien, så hun kom i raseri og ville have en forklaring.

Hun håbede at finde kvinden fra den aften.

Så kunne hun sende hende til at leve med de hjemløse, ødelægge hendes ry!

Enhver, der stoppede hende fra at gifte sig ind i Davis-familien, skulle dø!

Andre ansatte så hende og trak sig stille væk.

Kun Penelope blev stående, forvirret men fortsatte sit arbejde.

"Er det dig?" Audrey så Penelope og blev forbløffet over hendes skønhed.

Det var Penelope!

Ifølge Lilys billeder fra i går, var kvinden, der giftede sig med Kelvin, Penelope!

"Din kælling! Hvordan tør du stjæle min mand! Få fat i hende!"

Audrey stormede mod Penelope med sit følge.

Penelope forsøgte at gøre modstand, men blev holdt nede af to bodyguards, ude af stand til at kæmpe tilbage.

Audrey gik hen til hende, løftede hånden og slog hende hårdt, trak hende i håret og skældte ud.

"Stjæle min mand? Tror du, du kan?"