Kapitel 4 Fejlagtig identitet
Lily kløede sig i det lille hoved og tænkte sig om i nogle sekunder, før hun svarede: „Men min mor har kun mig som sit barn.“
Hendes ord fik Mia til at løfte et øjenbryn.
„Er du sikker på, at din mor er din biologiske mor? Har I to nogensinde fået taget en DNA-test?“
Bare omtalen af en DNA-test gjorde Lily mundlam.
Når hun tænkte på, hvordan Mandy behandlede hende, kunne det så være muligt, at Mandy slet ikke var hendes rigtige mor? Tanken begyndte at fylde alt i Lilys unge sind.
Nu, hvor hun ikke længere var sikker på, om Mandy virkelig var hendes mor, følte Lily et presserende behov for at bevise, at hun havde forældre, der elskede hende. Så hun bragte Harrison på banen.
„Jeg har taget en DNA-test med min far. Jeg er helt sikkert hans biologiske datter,“ sagde hun. „Min far elsker mig rigtig meget. Han forguder mig.“
Det fik Mia til igen at løfte et øjenbryn.
„Din far virker altså ikke særlig fantastisk, hvis du spørger mig,“ sagde hun. „Hvis han virkelig elskede dig, ville han ikke lade dig sidde her og græde helt alene.“
Lily sænkede blikket, såret, og holdt op med at sige noget.
Mia greb chancen for at så et frø i Lilys hoved. „Se lige, hvor meget vi ligner hinanden. Måske er du min forsvundne søster? Hvad nu, hvis vi tog en DNA-test?“
Lily sank ned i dybe tanker, tydeligt påvirket af Mias forslag.
Mia ville spørge Lily om flere ting om hendes situation, men i samme øjeblik lød Mandys utålmodige stemme ude fra badeværelsesdøren.
„Lily, er du faldet i toilettet eller hvad? Kom ud nu!“ råbte Mandy. „Hvis du ikke kommer ud med det samme, så kan du bare blive derinde for altid!“
Da Lily hørte Mandys stemme, fór hun instinktivt sammen. Hun sendte Mia et sidste, sigende blik, før hun gjorde sig klar til at gå.
I samme øjeblik virkede det, som om Mia fik en idé. Hun skubbede Lily over mod den modsatte side af badeværelset og styrtede selv hen mod døren.
Før Lily nåede at forstå, hvad der skete, stod Mia allerede udenfor og havde taget konfrontationen med Mandy.
På trods af sin unge alder havde Mia et temmelig heftigt temperament. Når hun mødte nogen, hun ikke brød sig om, gik hun lige på. Dem, der kendte hende godt, havde givet hende øgenavnet „Frøken Konfrontation“.
Som altid lod Mia ikke Mandy slippe let.
„Mor, er du nogensinde faldet i et toilet før? Eller boede du måske i et engang?“ spurgte Mia Mandy med fuldkommen alvor.
Mandy, som havde været opslugt af sin telefon, fik straks et mørkt drag over ansigtet. Hun undrede sig over, hvordan Lily kunne have ændret sig så meget—var det her stadig den samme forsigtige pige, der altid krympede sig foran hende?
Med hård mine skældte hun Mia ud.
„Lily, hvordan vover du at skælde mig ud?“
Mia gjorde en fornærmet mine og gav igen: „Du talte sådan til mig først. Hvorfor må jeg ikke tale til dig på samme måde?“
„Din…!“
Mandy var rasende. Hun var ikke typen, der bare slugte sin stolthed.
Efter hurtigt at have tjekket, at der ikke var nogen i nærheden, rakte hun den ene hånd ud mod Mia. Neglene var pyntet med farvestrålende lak, spidse og truende. Hun borede dem ind i Mias arm.
Den skarpe smerte fik Mias ansigtsudtryk til at ændre sig, og tårerne pressede sig på i øjenkrogene.
Selv det var ikke nok til at tilfredsstille Mandy, der fortsatte med at skælde hende ud. „Din lille møgunge. Den her gang lærer jeg dig bare en lektie. Hvis du vover at svare mig igen, kan jeg kvæle dig.“
Mia slugte sin vrede og slog ikke igen mod Mandy.
Hun havde sine egne planer. Tidligere havde hun hørt Lily sige, at hendes far elskede hende over alt på jorden. Mia havde tænkt sig at bruge Lilys far til at give den forfærdelige kvinde, der vovede at gøre hende ondt, en lærestreg.
Da Mandy så, at Mia ikke længere turde svare igen, betragtede hun hende med selvtilfreds skadefryd.
Sikke en lille slyngel. Helt sikkert den usle kvindes unge, præcis som sin mor. Uden opdragelse ville hun aldrig lære at opføre sig ordentligt.
Mandy slæbte Mia tilbage til venteområdet uden for operationsstuen.
Minut for minut nærmede den komplicerede operation indenfor sig afslutningen.
En udmattet Elena trådte væk fra operationsbordet.
Nathan fulgte lige i hælene på hende, som en hengiven assistent, og undskyldte.
„Undskyld, Elena. På grund af mine begrænsede evner måtte du operere lige efter din flyrejse.“
Elena trak sine operationshandsker af og tørrede sveden af panden. „Det gør ikke noget. Vi er her jo for at redde liv.“
„Zanders fars operationsudgifter bliver overført til din konto i morgen,“ forsikrede Nathan hende. „Jeg har også sørget for et hotelværelse til dig. Jeg sender adressen om lidt.“
Elena nikkede.
I samme øjeblik kom Nathans assistent skyndende.
„Dr. Parker, jeg er nødt til at informere dig om, at Harrison Frost fra Frost Industries har kontaktet mig. Han ønsker at mødes med dr. Johnson.“
Da Nathan hørte Harrisons navn, rynkede han panden.
„Hvad vil han hende?“ spurgte han.
Assistenten forklarede: „Hans datter er ikke rask. Han vil have dr. Johnson til at tilse hende.“
Nathan tav et øjeblik, før han svarede: „Hvis han vil have lægehjælp, må han gå den rigtige vej gennem systemet. Hvad er meningen med at stå og vente uden for operationsstuen for at overfalde dr. Johnson?“
„Bed dem om at gå. Dr. Johnson har lige afsluttet en kompliceret operation, og hun er udmattet.“
„Det var det.“
Nathan afviste resolut sin assistants anmodning.
Assistenten blev stående, tydeligt utilpas. Hvis Frost-familien havde kunnet komme direkte igennem til Ella, havde de ikke stået uden for operationsstuen i en halv dag.
Bekymret for, at hendes børn havde ventet for længe i opholdsstuen, skiftede Elena tøj og gik derhen.
Lige da ringede hendes veninde og assistent, Charlotte Rose.
„Elena, jeg er nede foran hospitalet. De lader mig ikke holde her. Kom hurtigt ned med børnene.“
Elena bekræftede og skyndte sig ind i opholdsstuen.
Da hun kun så Connor sidde alene og spille på sin computer, spurgte hun: „Connor, hvor er Mia?“
