Amina Adamou

"Hvorfor er han så vred?" spurgte Arius, mens han løb, hans ansigt en rolig maske, og hans vejrtrækning overraskende jævn. Det eneste, der afslørede den overnaturlige hastighed, han løb med, var hans krøllede hår, som piskede vildt bag ham og fremviste alle de skarpe perfekte vinkler af hans blege, umenneskeligt smukke ansigt. Der var ingen tegn på sved, angst eller desorientering. Alt for yndefuld til en person, der flygter for sit liv. Jeg, derimod, så sandsynligvis ud som et rod.
Bag os kom endnu et jordrystende brøl, ikke så langt væk som det forrige. Han kom tættere på.
"Hvad havde du ellers forventet, når du kidnapper en alfas mage?" spurgte jeg ham.
Han løftede et øjenbryn. "Jeg må indrømme, at du har en pointe. Men hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor du også løber, fru Alfa."

"Hvis du ikke vil have, at jeg gør krav på dig, lille ulv, så lås alle dine døre og luk alle vinduer. Jeg er en rimelig alfa, jeg vil forstå."

Han havde afvist hende først, så der var ingen chance for, at hun ville lade ham trænge igennem hendes forsvar og direkte ind i hendes hjerte. Så hun låste alle sine døre, lukkede sine vinduer og låste dem også for en sikkerheds skyld. Men da natten faldt på, dukkede han ikke bare op ved hendes dør - han brød også gennem vinduet. For hende ville han aldrig være rimelig.